tirsdag den 29. marts 2011

Kaskelothval vest for Blåvand

I forbindelse med en optælling af fugle lørdag den 26. mart blev en død Kaskelothval fundet drivende i havoverfladen godt 60 kilometer vest for Blåvandshuk. Jeg var sendt ud af Danmarks Miljøundersøgelser og Aarhus Universitet med fly over Horns Rev, hvor jeg blev opmærksom på en flok sværmende måger lavt over havet. Så langt fra kysten og uden fiskerbåde i nærheden kan det netop indikere et større havpattedyr i overfladen og da flyet kom nærmere blev det hurtigt klart at det faktisk var tale om en hval om end desværre en død Kaskelothval. Da flyet fløj lavt henover hvalen lettede næsten hundrede Mallemukker fra havet omkring hvalen, mens de store måger som Sølvmåge og Svartbag blev stående på kadaveret. I forbindelse med overflyvningen blev en serie billeder tager for at dokumentere fundet og siden brugt til at verificere bestemmelsen til Kaskelothval. I Danmark strander kaskelothvalerne af og til ved de flade kyster, således strandede i 1996 16 kaskelothvaler ved Rømø, året efter strandede 13 kaskelothvaler samme sted og i 2000 strandede en enkel kaskelot på øen.

Kaskelothvaler er let at genkende på deres massive hoved og fremtrædende pande. De har den største hjerne af alle kendte dyr på Jorden og er den største nulevende tandhval. Hannerne kan blive op til 20 m og veje op til 50 tons. Hunnerne bliver kun op til 12 m og vejer 16 tons.

Kaskelotten er kendt for at kunne dykke ned til 1000 meter i deres søgen efter blæksprutter og de kan spise op mod 1000 kg fisk og blæksprutter om dagen. Under sådanne dybdedyk kan de holde vejret i op til 90 minutter. Kaskelothvalen findes i de fleste have over hele verden og til trods for stor tilbagegang i forbindelse med hvalfangst i det 18. og 19. århundrede er kaskelotten stadig temmelig almindelige.

Halefinnen bøjer nedad i vandet til venstre i billedet og kan knap anes, mens hovedet peger mod højre. Den flad rygfinne ses lige ved Svartbagen med delvist strakte vinger, mens hannens penis er presset ud af overtrykket i den opsvulmede krop.

De korte brede luffer ligger tæt ind til kroppen og den ene ses her, hvor bølgerne får hvalen til at tippe lidt i vandet.

Mallemukker flyver omkring eller svømmer, mens Svartbage står på selve kadaveret.

1 kommentar:

Kent Olsen sagde ...

Så er hvalen strandet syd for Bovbjerg Fyr i Vestjylland.

Se her og her.